Som et bål

Du betød pludselig så meget
Forbandet varm og rar
Trøstede mig med din knitrende sang
og måde at tale på.

Du slikkede mit indre
Jeg nød det virkelig meget
Flammerne forsvandt stille og roligt
som natten blev til dag.

Kun små gløder varmer mig nu
Rødglødende og venlighed
Gav mig styrke
og kortvarig lykkestund.

Overstået

Jeg føler ikke varmen
mærker ikke dine flammer mere
eller dine elektriske stød
jeg tror det er overstået
at det længe har været det

Gotye - Somebody That I Used To Know

Der er noget over denne sang der får mig til at tænke abstrakt, på dig, på dengang jeg sov på en madras fordi jeg intet værelse havde, på kedelige samfundsfagstimer og på gåturen hjem fra skole.

Videoen giver mig lyst til at male igen, tegne trekanter på blankt papir, male mig i ansigtet med rødlige farver og synge Somebody that I used to know, igen og igen.

Natten

Der er ikke noget bedre end når man har weekend og tid til at være oppe hele natten og sove dagen væk. At ligge på gulvet, fordi sengen er for blød, i mørket og lytte til musik i flere timer. At tænde lommelygten og skrive om alt det man ville ønske var virkeligt og ikke fiktivt. At spille Mahjong Titans, kun fordi Edderkop og 7-Kabale er blevet for kedeligt. At skrive med andre natte mennesker på msn og føle sig mindre mærkelig fordi man ikke er gået i seng endnu. At tegne små manga figurer der allermest ligner noget en 4 årig har tegnet, simpelthen fordi man ikke kan tegne. At glo flere afsnit Gossip Girl fordi man vist er blevet forelsket i Eric Van der Woodsen, selvom han er bøsse. At se det nyeste afsnit af Vampire Diaries og græde i flere minutter og bagefter føle sig helt tom indeni, fordi Jeremy nu vil være mindre med i serien, vist ikke helt ude af den. At prøve at læse i Heksesøstre, men uden held fordi man simpelthen er for træt. At, som noget af det sidste, lægge sig til at sove og vågne op midt om eftermiddagen og stadigvæk være glad, selvom hele ens søndag egentlig er væk.

2011

2011 startede med tårer i øjnene, fortvivlelse og følelsen af at den eneste løsning var at stille træskoene og gå over broen. Men det gjorde jeg ikke. 2011 blev lidt bedre med tiden, der var små opture som jeg desperat holdte fast i, for ikke at ende mit liv som 14/15 årig. Tingene blev bedre, i hvert fald for en stund. En dag fik jeg så af vide at de gode dage i skolen med skønne klassekammerater ville ende hurtigere end jeg havde (troet) håbet på. Uger gik med søvnløse nætter og tårer i øjnene hver dag. Projektugen er den bedste uge i 2011. Jeg tilbragte flere timer med mine dejlige veninder, vi lavede en musikvideo, skrev om musik og hyggede os så meget. Ugen var forbi og sommerferien var sat i gang. Afslutningsfest med klassen, selvom jeg ikke opdagede at det var farvel, før jeg blev hentet og der blev krammet, sagt farvel og heldigvis også et par Vi ses! Min sommerferie var fuld af planer og arbejde og arbejde. Jeg er normalt en doven person der bedst kan lide ikke at have sin ferie fyldt til randen med planer, men i denne ferie var det rart. Jeg havde så travlt at jeg glemte alt om skolen og randerne under øjnene forsvandt, mine øjne strålede igen og jeg havde det sjovt. Men så kom mandagen hvor jeg skulle op klokken lort om morgenen for at sidde i bus og tog, og bagefter cykle flere kilometer som ødelagde mine knæ og mit humør resten af ugen. Skoledagene begyndte og mine arbejdsdage sluttede. Skolen var et helvede, det eneste gode ved skoledagen var frikvarterene hvor jeg kunne smutte ind til min veninde og snakke. De søvnløse nætter kom igen og en zombietilstand blev lagt over mig. Jeg gik igennem dagene uden at lægge mærke til hvad jeg lavede. Dagene blev ens og jeg vidste pludselig ikke hvem jeg var længere. Biografturen var uforglemmelig, at flygte fra skolen og zombietilstanden og være mig selv igen. Hende den underlige vampyr pige der kan snakke i flere timer om Twilight, Vampire Diaries og de tusindevis af bøger hun har høvlet igennem på kort tid. Det var rart at møde hende igen og det tror jeg også mine veninder ville sige. Mads Langer koncert på Fermaten var fantastisk og guud hvor var han dog lækker og såå sød. Sygehuset fik jeg også besøgt i december, min mor blev indlagt og igen var jeg helt nede. December er pludselig væk, juleaften kom næsten som et chok og jeg kan stadigvæk ikke forstå at det er den sidste dag i 2011.

Jeg er slet ikke klar til at byde 2012 velkommen.

Den aften der..

Jeg tænker stadig på den aften. Den aften hvor han klemte min kolde hånd ude under den mørke himmel. Jeg husker stadig at der ikke var mange stjerne den aften og at månen så underlig ud, den var hverken hel eller halv. Hans ånde stank langt væk af alkohol og det var sikkert også derfor han var så sød ved mig. Jeg savner det øjeblik hvor han trak mig tættere ind til ham og mumlede noget med lyserøde skyer og skumfiduser med chokolade. Jeg fniser stadigvæk over det. Selvom han har glemt alt om den aften og ikke kan huske mig. Så har jeg ikke. Jeg kan godt huske ham og det øjeblik hvor jeg oplevede ægte lykke, eller i hvert fald forelskelse.

Strunge

Skifter hurtigt
til en ny forklædning
- jeg behøver forandringer
med livets hastighed

Danner kontrast
behøver ingen camouflage
- død og træt af
ikke at være mig selv

  - IDENTITET
    af Michael Strunge

Ligesiden sidste år da vi havde praktikanter og de introducerede mig for Strunge, har jeg været forelsket. Forelsket i hans mørke og følsomme digte. Hans måde at skrive på har inspireret mig og jeg har oplevet en helt ny side af mig selv, jeg er ved at lære at opleve min underbevidsthed at kende. Jeg havde lidt glemt Strunge i min travle hverdag og kedelige weekender. Men da jeg stødte på hans navn i Kære fucking dagbog, kom jeg i tanke om hvor meget jeg har savnet min underbevidsthed og ikke mindst ham, så i dag hvor jeg ingen lektier skulle lave(eller gad lave), besøgte jeg den. Til min store overraskelse opdagede jeg at vores dansk bog har et af hans digte skrevne på side 17, nemlig IDENTITET. Jeg sprang lidt af glæde og læste digtet højt igennem flere gange og kunne ikke rigtig lade være med at se dokumentaren om ham og et par andre unge kunstnerer fra 1981 igen. Høre hans stemme og få et lille indblik i hvordan han oplevede København og hippierne. Hvis bare Strunge dog levede i dag, så ville jeg trykke hans hånd og fortælle ham hvor sej han er og hvor meget han har forandret mig indeni.

 

ꜟꜟꜟ

Mine øjne blev fyldt med tårer
da du sagde mig imod
din stemme var fuld af vrede
du gjorde mig helt stum.

Jeg anede hverken ud og ind
en rusten lyd og væk var du
tilbage sad jeg stadig stille
tårer i øjnene og med en kæmpe klump

You're Not Alone because I't Will Rain

Så skete det. Det sluttede af med stilhed og det sidste jeg hørte var starten af It Will Rain, før min bobbel af lykke sprang. Tilbage stod jeg sammen med mine to bedste veninder og følte mig underlig tom indeni. Da døren blev lukket, stoppede Brunos sang og stilheden omfavnede mig endnu engang. Vi snakkede og hvinede lidt højt ude i den kolde mørke aften. Da vi cyklede hjem, blev tomheden erstattet af spænding og lykke. Forfanden da, jeg var jo lykkelig! Jeg havde haft en fantastisk, næsten ubeskrivelig dag sammen med mine veninder, en dag der aldrig vil få en plads i glemmebogen. Vi snakkede og råbte hele vejen hjem om den film der. Vi snakkede om hvor meget den rørte os, og om hvordan vi alle tre sad med tårer i øjnene hele filmen igennem og at vi ikke fattede at den var slut. Filmen, den som vi havde ventet på i over et år. Filmen der har rørt mig så dybt at jeg blev ked af det, da jeg skulle forlade biografen. Filmen jeg har ventet på, den som har gjort mig søvnløs i flere nætter. Breaking Dawn. Bare navnet for min mave til at snurre rundt og min hjerne spiller alle scenerne om igen og igen.
Og jeg kan ikke vente til den 16 november 2012. Men først er der så mange andre ting, så spændingen bliver dæmpet lidt. For den 30 skal jeg se Mads Langer, ham der har den fantastiske stemme og som stjal mit hjerte dengang jeg helt tilfældig trykkede om på VH1 og han sang You're Not Alone. Og den 23 Marts, hvis ikke den 22, så går jeg amok, for der skal jeg se The Hunger Games. En fantastisk bog og sikkert også en ligeså fantastiskk film, selvom skuespillerne efter min mening ikke er nogle at råbe Hurra for..
Åha, pludselig er livet ikke så gråt mere.

I morgen sker det!

Det giver et sug i min mave hver gang traileren kommer i fjernsynet. Hver gang nogen siger noget som får mig til at tænke på Breaking Dawn, flagrer alle sommerfuglene i min mave vildt omkring og gør det umuligt for mig at sidde- og tie stille. Min krop går amok, jeg basker vildt med armene, kan ikke stå stille og tager hele tiden mig selv i at hvine højt, trods at jeg har det elendigt og er syg. Men det er som om jeg glemmer at jeg er syg, når traileren kommer i fjernsynet. Og jeg tror ikke det er gået op for mig endnu at det er fucking i morgen! Klokken halv fire sidder jeg i biffen med mine to bedste veninder og er garanteret helt oppe og køre og fuldstændig umulig at føre en samtale med. Jeg glæder mig så sygt meget at selvom jeg har det elendigt i morgen og stadigvæk er syg, vil jeg springe ud af sengen og styrte i skole bare for at få den overstået. Selvom jeg måske skal brække mig, vil jeg ikke tage hjem. Jeg har glædet mig til den her film siden jeg sidste år havde set Eclipse for første gang i biffen med min barndomsveninde. Det er over et år siden, helt utrolig at jeg har kunnet vente i så lang tid. Utrolig at jeg har overlevet så mange dage med sug i maven. I morgen sker det, i morgen springes min lille bobbel af begejstring og lykke som jeg har levet i, i så mange sekunder, minutter, timer, dage, uger og måneder.

I morgen springes den og jeg fucking glæder mig!

ma te ma tik

I går var jeg til skolehjem samtale. Ikke noget at råbe hurra for, jeg er åbenbart fuldstændig d u m i matematik, så min karakter ligger nu på 4 i stedet for 10, som den gjorde før. Hvad der er sket, aner jeg squ ikke helt. Men hvis jeg kunne trylle, ville jeg trylle det 4 tal langt væk og udskifte det med et 12 tal, simpelthen fordi jeg gerne vil kunne blære mig med at jeg forstår m a t e m a t i k.

Den måde du snakker på. Den der smukke stemme. Den måde dine læber former ordene på. Din accent, som alligevel ikke er en accent. Dine ord. Din stemme. Dit smil. Gud kan kun vide hvor mange gange jeg har prøvet at efterligne dig. Hvisket som du gør. Smile som kun du kan. Tale som dig. At være dig. Dig. Dig. Dig..

Safe inside my mind I hide

Det falder, som i slowmotion. Det flyver næsten gennem den kolde efterårsvind. Med hjertet helt oppe i halsen, trykker jeg på Send. Gul og brun er det, da det rammer jorden. Lydløst. Vinden tager fat i mig. Kærtegner mit hår, puster mig på kinden. I hver vores retning. Dybe tårer, flyvske tanker og vores manglende brik. Efterårsregnen falder, skyller al farve væk. Et sidste sort farvel.

Nyt

Jeg har lidt sommerfugle i maven. Mit værelse er snart færdigt. I morgen regner jeg med at jeg kan komme til at sove derinde, for første gang på mit nye værese. Det er lidt underligt. Nu har jeg sovet på en madras på min søsters værelse i lang tid. Selvom det har været hyggeligt, har det også være træls. Det er irreterende ikke at have et sted at gå hen og være sig selv, ikke at kunne læse en bog i stilhed, ikke at kunne skrue musikken op på max uden at andre bliver sure over hvor højt det er. Det er træls at hver gang man skal finde noget tøj, så skal man rode i fire forskellige kurve. Men i morgen bliver det (forhåbentligt) anderledes! Jeg glæder mig sådan til at sove i min egen seng. Jeg glæder mig til at kunne dekorere mit nye værelse, for jeg har så mange idéer!. Ja, jeg glæder mig bare generelt til at opleve noget nyt.

Maybe..?

Hundrede tanker flyver forvildet rundt i mit, i forvejen, meget forvirrede og rodede hoved. Mine øjne er konstant blanke og der skal igenting til, for at få mig til at græde. Mit humør skifter hver time, og jeg ryster indeni, rækker ud efter mursten, for at bygge mig en solid mur, der kan holde uvelkomne ude. Jeg ved ikke hvad der er skyld i at jeg har det sådan. Måske er det pga, jeg er kommet ind i en ny klasse. En klasse jeg ikke føler mig velkommen i, men heller ikke uvelkommen i, en klasse hvor jeg bare "er der". Måske er det fordi jeg har mistet kontakten med ham, fordi jeg savner ham. Måske er det fordi jeg går i niende klasse, mit sidste år på folkeskolen, eksamierne, terminsprøverne, krav, karaktere. Måske er det fordi jeg savner mine to veninder, savner frikvarterene med fis og planlægninger. Måske er det fordi jeg er teenager, fordi jeg er ved at forandre mig, finde mig selv. Måske er det fordi jeg er voldsomt bange for at jeg lider af gigt i knæene eller en anden sygdom. Eller måske er det, det alt sammen. Alt det nye, som jeg frygter, og alt det gamle, som jeg savner så forfærdeligt..

Læsebriller..

Jeg vågnede i morges, kiggede ned på mine ømme knæer og blev helt forskrækket. Hævet og rødt. Ja, mine knæer var helt hævede og røde. Jeg bestemte mig derfor at blive hjemme, jeg kunne ikke engang gå normalt ud i køkkenet eller på toilettet. Hver gang jeg skulle bøje mig, jog en smerte igennem mine knæ, og jeg fik helt tårer i øjnene af bare smerte. Klokken halv tolv kørte min mor mig hen til lægen. En polakker(tror jeg?..), tog imod mig og snakkede underligt dansk-tysk til mig, heldigvis sad min mor ved min side, ellers havde jeg bare siddet og nikket og sagt 'ja, okay, nå da, jaså?', jeg forstod nada!. At gå til lægen fik vi ikke meget ud af, de vidste ikke hvad der var galt, andet end at jeg har overbelastet mine knæ, og at det nu er blevet værre. Jeg fik stukket en nål ind i armen og jeg mistede flere glas blod. Blodprøven skal fortælle om jeg har gigt i knæene eller ej..
Jeg tog også ned til en optiker. Jeg skulle igennem en hel masse 'øvelser' og spørgsmål. Og det endte med at jeg fik konstateret at jeg har et virkelig godt syn, men at jeg skal have læsebriller, fordi mine øjne låser sig fast når jeg skal læse noget som er tæt på mine øjne. Jeg fik prøvet en masse briller, men seriøst. Jeg ligner en idiot!. Godt det kun er læsebriller, tager dem kun på når jeg er hjemme og læser..
Ellers går det vel okay. Den nye klasser er okay, men jeg savner stadig vildt meget den gamle. Jeg har ikke fået nye venskaber og hvis jeg skal være helt ærlig, så går det mig heller ikke så meget på. Jeg vil bare have niende klasse overstået og komme videre på gymnasiet. Videre med mit liv.

Far far away

Et sted ude hvor kragerne vender, der hvor himlen er blåest, der hvor lyden af får kan høres 24/7, der hvor mange fluer bor- så mange at jeg umuligt kunne tælle dem allesammen, der hvor stilheden kan nydes, der hvor de sødeste katte bor og der hvor lugten af land, slet ikke er noget dårligt. Helt derude bor min veninde, Anja.
Vi smilte, grinede, gik en tur, fik snakket, spillede kortspil- som jeg tabte stort i, så film, dansede, spiste chili nachos med grønt snask, hørte musik, så tv, ristede skumfiduser over stearinlys, nussede med de sødeste katte og hyggede os.

Syg

Jeg har det elendigt. Jeg er åbenbart ved at blive syg, ikke så underligt igen, nu hvor hele min familie også er syge. Men hvor er det træls. Jeg blev nød til at tage hjem fra arbejde i dag, fordi jeg var lige ved at kaste op, op til flere gange. Nu sidder jeg herhjemme, under dynen og skifter imellem tv kanalerne. Hvorfor kommer der aldrig noget spændene, når man endelig har tid til at glo tv hele dagen?...

Popcorn med ost?

Okay, det lyder klamt. Meeen, det smager faktisk godt!*overrasket smiley*

Men de slår nu stadig ikke mine ynglings, dem med BQ..

Forandringer + 6 dage!

I morgen skal jeg, sammen med to veninder, fremlægge vores projekt. Alle 8'klasserne havde det samme emne, Forandringer. Forandringer. Ja, så kan man godt sidde og tænke hvad man i alverden skal skrive om. Men faktisk er der uendelige muligheder, hvis man lige tænker sig om. Hvis du spørger mig, ja så kan du altså tage og skrive om alt. Du kan skrive om fjernsynets forandring, mode, cd'er, bøger, smykker, klimaet, skolerne, ja altså alt.! Jeg har sammen med min gruppe valgt at skrive om musik. Om hvordan musikken har forandret sig igennem tiderne, hvordan den kan påvirke og endda forandre os mennesker. Det har været en skøn uge sammen med mine to kære veninder, vi har fået grint og fjollet en masse, men det skal der jo også vær plads til, ellers dør jeg simpelthen af kedsomhed.. Vi har lavet vores egen musikvideo, altså kun for sjov. Jeg har virkelig lært meget mere om kameraer og at redigere en film. Det har været super sjovt, og nu er det slut. I morgen skal vi fremlægge, vi er nummer 2. På en måde glæder jeg mig, jeg glæder mig til at få det overstået, få fortalt alt det som vi har arbejdet med. Men jeg er også en lille smule ked af at det er slut, for det har været så hyggeligt, og nu er det snart sommerferie og efter ferien skal jeg ikke gå i klasse med min ene veninde, kun den anden. Det bliver lidt kedeligt, og meget ensomt.

Jeg har forresten også fået en mail om det der skriveværksted jeg skal på i to dage!. Jeg har printet fire sider ud, hvor der står om hvad vi skal og hvornår. Jeg sidder her og kigger på papirerne og kan ikke lade være med at både være spændt og nervøs. For hvad nu hvis jeg er den eneste pige?, den eneste på 15 år. Det er jo trods alt for 11-15 år. Men jeg kunne ikke lade være med at tilmelde mig, da jeg læste den første sætning. "ER DU DEN NÆSTE TOLKIEN, ROWLING ELLER MEYER?". Jeg skyndte mig bare hjem og tilmelde mig. Jeg nåede det!. Hende der står for det havde ringet hjem fordi hun havde nogle problemer med at sende programmet til min email, så snakkede hun lidt med min mor og hun fortalte at det var første gang hvor de havde en venteliste, og hun fortalte også at hun glædede sig til at møde mig. Og jeg kan ivertfald sige at jeg også glæder mig til at møde hende. Jeg regner med at få lært en masse og udviklet mig bare en lille smule mere sprogligt, det kunne være så fedt!.  6 dage endnu!