Så skete det. Det sluttede af med stilhed og det sidste jeg hørte var starten af It Will Rain, før min bobbel af lykke sprang. Tilbage stod jeg sammen med mine to bedste veninder og følte mig underlig tom indeni. Da døren blev lukket, stoppede Brunos sang og stilheden omfavnede mig endnu engang. Vi snakkede og hvinede lidt højt ude i den kolde mørke aften. Da vi cyklede hjem, blev tomheden erstattet af spænding og lykke. Forfanden da, jeg var jo lykkelig! Jeg havde haft en fantastisk, næsten ubeskrivelig dag sammen med mine veninder, en dag der aldrig vil få en plads i glemmebogen. Vi snakkede og råbte hele vejen hjem om den film der. Vi snakkede om hvor meget den rørte os, og om hvordan vi alle tre sad med tårer i øjnene hele filmen igennem og at vi ikke fattede at den var slut. Filmen, den som vi havde ventet på i over et år. Filmen der har rørt mig så dybt at jeg blev ked af det, da jeg skulle forlade biografen. Filmen jeg har ventet på, den som har gjort mig søvnløs i flere nætter. Breaking Dawn. Bare navnet for min mave til at snurre rundt og min hjerne spiller alle scenerne om igen og igen.
Og jeg kan ikke vente til den 16 november 2012. Men først er der så mange andre ting, så spændingen bliver dæmpet lidt. For den 30 skal jeg se Mads Langer, ham der har den fantastiske stemme og som stjal mit hjerte dengang jeg helt tilfældig trykkede om på VH1 og han sang You're Not Alone. Og den 23 Marts, hvis ikke den 22, så går jeg amok, for der skal jeg se The Hunger Games. En fantastisk bog og sikkert også en ligeså fantastiskk film, selvom skuespillerne efter min mening ikke er nogle at råbe Hurra for..
Åha, pludselig er livet ikke så gråt mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar