Som et bål

Du betød pludselig så meget
Forbandet varm og rar
Trøstede mig med din knitrende sang
og måde at tale på.

Du slikkede mit indre
Jeg nød det virkelig meget
Flammerne forsvandt stille og roligt
som natten blev til dag.

Kun små gløder varmer mig nu
Rødglødende og venlighed
Gav mig styrke
og kortvarig lykkestund.

Overstået

Jeg føler ikke varmen
mærker ikke dine flammer mere
eller dine elektriske stød
jeg tror det er overstået
at det længe har været det

Den aften der..

Jeg tænker stadig på den aften. Den aften hvor han klemte min kolde hånd ude under den mørke himmel. Jeg husker stadig at der ikke var mange stjerne den aften og at månen så underlig ud, den var hverken hel eller halv. Hans ånde stank langt væk af alkohol og det var sikkert også derfor han var så sød ved mig. Jeg savner det øjeblik hvor han trak mig tættere ind til ham og mumlede noget med lyserøde skyer og skumfiduser med chokolade. Jeg fniser stadigvæk over det. Selvom han har glemt alt om den aften og ikke kan huske mig. Så har jeg ikke. Jeg kan godt huske ham og det øjeblik hvor jeg oplevede ægte lykke, eller i hvert fald forelskelse.

ꜟꜟꜟ

Mine øjne blev fyldt med tårer
da du sagde mig imod
din stemme var fuld af vrede
du gjorde mig helt stum.

Jeg anede hverken ud og ind
en rusten lyd og væk var du
tilbage sad jeg stadig stille
tårer i øjnene og med en kæmpe klump

Mine sko

Jeg syntes du skulle smage
smage på mine sko
dufte lidt til dem
hvad dufter de af?
elendighed
ja prøv nu
at tage dem på
passer de?
nej selvfølgelig gør
de ikke det
de sidder stramt
men
også løst
det kan kun være fordi
dit liv er skønt
men
også elendigt
som mit.

D I G . . .

Du råber højt
vil konstant have
o p m æ r k s o m h e d
din stemme stiger
hver en toneart
din hånd flagrer
højt oppe til skyerne
dine øjne lyser af
b e g e j s t r i n g
du irritere mig
til grænsen af
grænsningen af utålmodighed
men sådan er det
sådan er du
om jeg kan lide det
nej slet ikke
men sådan er det
å b e n b a r t

Forvirret

Jeg forvirrer
Forvirringen mere
Det forvirrer dem
Endnu mere

Forvirrede tanker
Forvirrer hans forvirrede
Hovede

Det er forvirrende
For forvirrede
Dig

What a happy ending!..

Pludselig forsvandt den trælse klump og følelsen af ligegyldighed, som havde siddet i mig siden i mandags. En følelse af selvsikkerhed erobrede min krop og min mave boblede stille af glæde. Jeg fik mine to fsa dansk stile tilbage i torsdags og jeg var glad. Mere end glad, lykkelig. Jeg havde været totalt nede over mine matematik karaktere, for selvom de hverken var værre eller bedre end jeg havde forventet, stirrede tallene hånende op på mig og plaprede løs om hvor dårligt det var gået. Men da jeg fik mine to stile i torsdags, huskede jeg, at jeg ikke er så håbløs igen.

I får lige et lille udpluk fra dem begge:

Skumring

Cecilie gik lidt tættere på, selvom hun var bange, var hun også nysgerrig. Hun tog endnu et skridt fremad, men hendes sko ramte et stort skår fra en tallerken og skåret røg hen ad gulvet og lavede en masse larm i stilheden. Damons ryg blev stiv og han løftede hovedet. Pludselig var han væk fra hjørnet og Cecilie kunne nu se hvad det var, han havde været så optaget af. Kamilla, lå i en forvreden stilling og hun var dækket af blod. Cecilie gik et skridt baglæns, chokeret over hvad hun så på. Pludselig kunne hun mærke en hånd stramme om hendes arm og hun skreg som aldrig før.

Ude

Hans gulgrønne slangeøjne stirrer ind i mine et kort øjeblik, hvorefter et bredt smil afslører hans skarpe hvide tænder. Jeg kan høre min søster gispe bag mig, men det får kun manden med slangeøjnene til at afsløre mere af sin uhyggelige mund. Jeg kan mærke kvalmen i hele min krop. Den breder sig ud til hver en lille nerve i min krop og sætter sig fast der, og et øjeblik snurrer alting rundt. Manden giver slip på min arm med sådan en brutalitet, at jeg næsten vælter ind i Mina. "Dig, kom her!" råber manden og peger på Mina.

Safe inside my mind I hide

Det falder, som i slowmotion. Det flyver næsten gennem den kolde efterårsvind. Med hjertet helt oppe i halsen, trykker jeg på Send. Gul og brun er det, da det rammer jorden. Lydløst. Vinden tager fat i mig. Kærtegner mit hår, puster mig på kinden. I hver vores retning. Dybe tårer, flyvske tanker og vores manglende brik. Efterårsregnen falder, skyller al farve væk. Et sidste sort farvel.

The End #3

På en helt almindelig tirsdag, hvor folk skyndte sig fra det ene sted til det andet sted, skældte hinanden ud og kun bekymrede sig om sig selv, skete der noget meget usædvanligt. En pige var stoppet op midt i al travlheden og kiggede op på himlen. Solen brændte hende i ansigtet og farvede hendes hud, på rekordtid. En sort prik på himlen, blev større og større. Den dalede ned mod pigen med en fart der syntes umulig. Inden pigen kunne nå at flytte sig, eller råbe efter hjælp, selvom det sandsynligvis ikke ville hjælpe alligevel, blev hun ramt af denne plet. Pletten tog form som en fugl og ramte hende lige i hendes solbrændte ansigt. Dunk. Pigens hoved ramte murstenene og farvede dem røde, med hendes skyldige blod.

The End #2

Temperaturen var 42 grader da en lille dreng styrtede på cyklen. Han væltede ned på den brandvarme asfalt og blodet strømmede ud fra hans skrøbelige krop. En bil bremsede op og en høj mand steg ud af bilen. Hans navn var Heinz Lorentzen, en mand med gråt jakkesæt, brunt hår og grå øjne, var hvordan han så ud. Heinz tastede straks nummeret til alarmcentralen ind og råbte fortvivlet ind i den lille maskine. Den lille dreng klynkede stille, hans smerter var store, men han kunne ikke fortælle den kedeligt udseende mand det. Den lille dreng var omringet af blod og Heinz satte sig ind i bilen og skruede max op for radioen.

The End #1

En forandring var ved at ske. Jorden drejede stadig rundt, skyerne fulgtes som sædvanlig ad hen over himlen og menneskerne vandrede endnu forvirrede og stressede rundt. En stor sort plamage af fugle, var de første der reagerede. De hoppede lidt uroligt omkring, kiggede op på himlen, slog med vingerne for derefter at lette fra den skoldhede jord. De fløj larmende over travle stinkende byer, over bondemænds visne marker, over det dampende hav. Højere og højere, tættere på skyerne og længere væk fra rodet, larmen og stanken. En lille myre stoppede sin vandren på jorden efter mad, rettede på følehornene, og kiggede op på himlen. En stor sort skygge gled hen over himlen, larmende som en flok angstfulde fugle. Myren pilede af sted, tilbage til dens kære hjem.

Der var en tid...

Der var en tid hvor det var dig der startede samtalerne. Der var en tid hvor jeg ikke behøvede at anstrenge mig for at få dig til at grine. Der var en tid hvor jeg følte at det her kunne blive til noget, et smukt venskab. Der var en tid hvor du ville have min mening og min hjælp. Der var en tid hvor du sagde hej og ses til mig. Der var en tid hvor du smilte hver gang du så mig. Der var en tid hvor du gerne ville sidde ved siden af mig. Der var en tid hvor jeg følte at du ville komme til at savne mig, den dag hvor vi ville skilles. Der var engang en tid. En tid der ikke findes mere. Det var en kort tid, men en dejlig tid. En tid jeg stadig troede fandtes, indtil i dag. Nu er det gået op for mig at den tid ikke findes mere. Den er væk, jeg aner ikke hvor den er taget hen. Men den er ivertfald væk. Det gik så hurtigt, alt for hurtigt. Nu er det mig der altid starter samtalerne. Nu skal jeg anstrenge mig helt vildt for at få dig til at grine. Nu føler jeg mig ubrugelig. Nu behøver du ikke længere min mening eller min hjælp, det har du tydeligt en anden til. Nu er det mig der siger hej og ses. Nu smiler du kun nogengange. Nu vil du hellere sidde ved andre, end ved mig. Nu er jeg ikke særlig sikker på om du overhovedet ville kunne huske mig efter dette år. Men måske er det også ligemeget. Måske er du ikke så vigtig, måske var du bare en biperson i min historie...

You're the reason why..

Du er grunden til at mine øjne stråler. Du er grunden til at jeg ikke kan lade være med at smile. Du er grunden til at jeg sidder foran pc'en hele dagen, i håb om at du ville logge på msn og jeg ville kunne få et glimt af dig. Du er grunden til at jeg ikke kan koncentrere mig. Du er grunden til at jeg cykler forkert på vejen hjem. Du er grunden til at jeg har ødelagt alle replay knapperne, på alle de fjollede og pladder romantiske sange på youtube. Du er grunden til at jeg er blevet så afhængig. Du er grunden til at jeg ikke kan sove om natten. Du er grunden til at jeg er sommerforelsket.

Sommerforelsket

Jeg syntes her er lidt klemt. Lidt for varmt og duften er heller ikke for god. Det er mørkt, regner en smule og din hånd klemmer min. Dit hår er vådt, dine kinder har en smuk lyserød farve og dine øjne stråler. Du er så forbandet smuk. Dit store krøllede hår, dine lange ben og de lidt for store hænder er perfekt. Din måde at gå på, din måde at snakke på og dine dybe tanker er vidunderlige. Din musik du laver er facinerende og selvom de fleste ikke kan se det, så er det virkelig specielt!.
Gud hvor jeg elsker dig og det du gør.

Turn the mirror, please?

En pige på 15 år kigger sig selv i spejlet. Hun ser krøllet blond hår. Blå/grå øjne. Hun ser en pige med de 2 fantastiske og ubeskrivelige veninder. Hun ser en pige der får gode karakterer i dansk, engelsk og tysk. En pige der får dårlige karakterer i geografi, samfundsfag og histoire. Men hun ser også at pigen er ligeglad. Hun fornemmer at pigen kun tænker på dansk karaktererne, for det er dem hun skal bruge.

Hun ser en pige der elsker at læse- og diskutere bøger. Hun ser en pige der tror på vampyrer, varulve, feer, hekse og troldmænd. Hun ser en pige der går rundt med en halskæde, som en af hendes veninder har lavet til hende. Hun ser en pige der er overbevist om at hun engang ud i fremtiden vil hedde Vivian Lautner. Hun ser at pigen overhovedet ikke er kreativ og at hun tit er utålmodig.

Hun ser en pige der har svært ved at omgås med andre mennesker. En pige der helst bare vil være alene med sine tanker. Hun ser at pigen har store drømme. Hun ser at pigen kæmper med en masse problemer, store og små.

Hun ser en pige som er utrolig facineret i anderledes tøjstiler, som scene, emo, fairy-kei og decora. Hun ser en pige der elsker at stå bag kameraet, men hader at være foran det. Hun ser en pige der elsker nail art. Hun ser at pigen elsker Det Elektriske Barometer, og ville ønske at hendes to veninder også gjorde det.
Hun ser sig selv i spejlet.

Dem

Jeg misunder dem. Dem med de smukke kroppe. Dem med de perfekt satte frisurer. Dem med de mange venner. Dem der tør sige ting højt. Dem der synger og danser, uden at blive flove over det. Dem der har det smarte tøj. Dem der næsten aldrig laver noget i timerne, men som alligevel får gode karakterer. Dem der har de mange smykker. Dem med huller i ørerne. Dem med de lange smukke øjenvipper og de flotte øjenskygge farver. Dem der tager i byen med deres veninder. Dem der har lommerne fyldt med penge. Dem der tager på caféer. Dem der tager ud og spiser sammen med deres veninder. Dem der har en kæreste. Dem der ved så meget mere end jeg. Dem der er så populære. Dem. Det er dem jeg misunder. Dem, som slet ikke er som jeg.

Fanget

Gid jeg kunne spole tiden frem. Frem til mig. Der hvor det kun er mig og dig. Os. Hvorfor er jeg stadig 15 og sidder fanget her? Når jeg kunne være berømt og kende dig. Vi kunne spise sammen på en resturant. Gå i biffen. Du kunne tage mig med på settet. Jeg kunne dedikere en bog til dig. Jeg ville elske dig. Du ville elske mig. Du ville overraske mig med blomster og chokolade, som i de der platte kærlighedsfilm. Jeg ville grine af dig og kysse dig på kinden. Du ville smile til mig, tage dine stærke arme omrking mig og hviske søde ting i mit øre. Jeg ville fnise af lykke. Lige dér. Det er dér jeg gerne vil være. Ikke her, som en nervøs 15 årig pige der kæmper med sine teenagerproblemer. Jeg vil ikke sidde her mere. Ukendt. Jeg vil være kendt. Jeg vil blive lagt mærke til. Af dig. Se mig. Jeg er jo lige her. Og ikke der..
Desværre.

Jeg håber ikke..

Jeg kan ikke lide at tænke sådan. Jeg er bange for at jeg er for påtrængene. At jeg klæber mig til dig. Jeg er bange for at du bare er høflig og at det kun er derfor du svarer tilbage. Jeg ved jeg ikke er den mest populære pige, jeg ved jeg ikke er vidunderlig smuk, jeg ved jeg er genert og hele tiden rødmer. Jeg er ikke perfekt, det er der ingen der er. Men jeg vil virkelig gerne lære dig bedre at kende. Du er enorm sød og altid glad. Jeg ved du kæmper med en masse følelser og venskaber der glider fra hinanden. Jeg ved ikke hvordan du har det. Jeg kan kun forestille mig det. Det er også defor du flytter skole til næste år. Da jeg fik det afvide første gang. Berørte det mig ikke så meget. Jeg 'kendte' dig ikke dengang. Havde næsten aldrig snakket med dig. Men nu. Nu hvor jeg har lært dig at kende. Nu hvor jeg har opdaget en enorm sød pige med mange følelser. Nu er du ikke bare længere pigen der altig griner, pigen der altid har det sjovt og er omgivet af mennesker. Nej, nu er du pigen der kæmper med følelser, venskaber og skole. Jeg bliver ked af det når jeg tænker på at der ikke er særlig lang tid før du flytter skole. Jeg vil så gerne lære dig bedre at kende, se dig hver dag i skolen og høre dine smukke grin i hver frikvarter. Det lyder måske meget dumt. Men helt ærlig så er du altså en vidunderlig pige og jeg ved bare at 9 klasse vil blive trist uden dig. Jeg får ondt i maven af at tænke på det her. Jeg burde heller ikke. Men ligenu sidder jeg og hører en trist sang imens jeg skriver med dig på msn. Så kan jeg altså ikke holde mine tanker for mig selv. Jeg er ret sikker på at du læser dette, og sikkert også andre som ikke vil have svært ved at gætte at det er dig jeg skriver om. Jeg undskylder hvis det er for pinligt. Alt for klæbende. Jeg håber ikke du tænker sådan. Virkelig.

Forår

En blomst.

Tak, siger jeg.

Du bukker.

Jeg dufter til den.

Den er vidunderlig.
Hvor fandt du den mon?

Du smiler.

Forår...