Der var en tid...

Der var en tid hvor det var dig der startede samtalerne. Der var en tid hvor jeg ikke behøvede at anstrenge mig for at få dig til at grine. Der var en tid hvor jeg følte at det her kunne blive til noget, et smukt venskab. Der var en tid hvor du ville have min mening og min hjælp. Der var en tid hvor du sagde hej og ses til mig. Der var en tid hvor du smilte hver gang du så mig. Der var en tid hvor du gerne ville sidde ved siden af mig. Der var en tid hvor jeg følte at du ville komme til at savne mig, den dag hvor vi ville skilles. Der var engang en tid. En tid der ikke findes mere. Det var en kort tid, men en dejlig tid. En tid jeg stadig troede fandtes, indtil i dag. Nu er det gået op for mig at den tid ikke findes mere. Den er væk, jeg aner ikke hvor den er taget hen. Men den er ivertfald væk. Det gik så hurtigt, alt for hurtigt. Nu er det mig der altid starter samtalerne. Nu skal jeg anstrenge mig helt vildt for at få dig til at grine. Nu føler jeg mig ubrugelig. Nu behøver du ikke længere min mening eller min hjælp, det har du tydeligt en anden til. Nu er det mig der siger hej og ses. Nu smiler du kun nogengange. Nu vil du hellere sidde ved andre, end ved mig. Nu er jeg ikke særlig sikker på om du overhovedet ville kunne huske mig efter dette år. Men måske er det også ligemeget. Måske er du ikke så vigtig, måske var du bare en biperson i min historie...