Jeg håber ikke..

Jeg kan ikke lide at tænke sådan. Jeg er bange for at jeg er for påtrængene. At jeg klæber mig til dig. Jeg er bange for at du bare er høflig og at det kun er derfor du svarer tilbage. Jeg ved jeg ikke er den mest populære pige, jeg ved jeg ikke er vidunderlig smuk, jeg ved jeg er genert og hele tiden rødmer. Jeg er ikke perfekt, det er der ingen der er. Men jeg vil virkelig gerne lære dig bedre at kende. Du er enorm sød og altid glad. Jeg ved du kæmper med en masse følelser og venskaber der glider fra hinanden. Jeg ved ikke hvordan du har det. Jeg kan kun forestille mig det. Det er også defor du flytter skole til næste år. Da jeg fik det afvide første gang. Berørte det mig ikke så meget. Jeg 'kendte' dig ikke dengang. Havde næsten aldrig snakket med dig. Men nu. Nu hvor jeg har lært dig at kende. Nu hvor jeg har opdaget en enorm sød pige med mange følelser. Nu er du ikke bare længere pigen der altig griner, pigen der altid har det sjovt og er omgivet af mennesker. Nej, nu er du pigen der kæmper med følelser, venskaber og skole. Jeg bliver ked af det når jeg tænker på at der ikke er særlig lang tid før du flytter skole. Jeg vil så gerne lære dig bedre at kende, se dig hver dag i skolen og høre dine smukke grin i hver frikvarter. Det lyder måske meget dumt. Men helt ærlig så er du altså en vidunderlig pige og jeg ved bare at 9 klasse vil blive trist uden dig. Jeg får ondt i maven af at tænke på det her. Jeg burde heller ikke. Men ligenu sidder jeg og hører en trist sang imens jeg skriver med dig på msn. Så kan jeg altså ikke holde mine tanker for mig selv. Jeg er ret sikker på at du læser dette, og sikkert også andre som ikke vil have svært ved at gætte at det er dig jeg skriver om. Jeg undskylder hvis det er for pinligt. Alt for klæbende. Jeg håber ikke du tænker sådan. Virkelig.