I dag var jeg på kirkegården sammen med min mor. Vi fjernede blade og plantede blomster. Det er 9½ år siden min mormor døde. Jeg kan ikke rigtigt huske hende så godt, så jeg savner hende ikke på samme måde som min morfar. Min morfar døde for 3 år siden. På min 13 års fødselsdag. Det er ret scary, fordi i min mors familie dør de altid før en stor begivenhed, fødselsdag, en andens dødsdag, bryllupsdag, konfirmation, osv...
Første gang min mor fortalte mig det, troede jeg hende ikke. Men så remsede hun hendes familie op og deres dødsdag. Jeg blev bange, jeg er stadig bange. Det er for sygt. Også da min morfar dør på min 13 års fødselsdag. Dagen hvor jeg bliver teenager. Jeg tager det som et varsel. Dengang tænkte jeg ikke på det, på den måde. Men det gør jeg nu. Nu hvor jeg er 15 og har været teenager i nogle år. Først nu går det op for mig at det ikke kunne være andet end et varsel. Det er svært at forklare lige netop hvorfor jeg føler det sådan. Jeg burde have indset det da min onkel fandt ham liggende i stuen på sofaen med tv'et tændt på hans y-kanal. Men det gjorde jeg ikke. Hvis jeg havde gjort, hvem skulle jeg så også have fortalt det til? Hvem ville jeg kunne betro, og hvem ville forstå mig? Tro på mig?.. Ingen. Måske er det derfor at det ikke er gået op for mig før nu? Selvom jeg ikke føler jeg kan betro mig til nogen. Ivertfald ikke nu. Da vi sad i bilen, på vej hjem, og min mor begyndte at snakke om minderne sammen med min morfar, kunne jeg ikke lade være med at græde. Selvom det er 3 år siden, savner jeg ham stadig, selvom jeg ikke så ham så tit, var den tid vi havde sammen, den bedste. Jeg elsker dig morfar. Og selvfølgelig også dig mormor, selvom jeg næsten ikke nåede at kende dig, ved jeg at du var fantastisk!
På genlæs
Ingen kommentarer:
Send en kommentar