Jeg lovede min veninde i dag at jeg ville 'udgive' noget af det jeg skrev i fredags i timerne. Jeg har ikke rettet det ordentligt til eller noget, kun læst det igennem en gang, så bær over med mig hvis der er stavefejl eller hvis noget lyder total dumt xD
Hendes hånd klemmer min hårdt. Den er våd af sved. Eller også er det min. Jeg ved det ikke. Jeg er også ligeglad. Det betyder intet. Vi står tæt. Presset mod hinanden. Man kan næsten ikke bevæge sig, i det lille rum vi står i. Jeg ved ikke hvor mange vi er, men vi er mange. Vi står alle og håber inderligt at det er os selv, som bliver råbt op denne gang. Det lyder egoistisk. Det er det faktisk også. Men her hvor vi er, hvor alting er så elendigt, hvor intet lys eller glæde vover at komme, ja her er det et spørgsmål om overlevelse. Det gælder liv eller død...
"Mariah!" Det første navn bliver råbt op, og en kvinde bryder i glædesgråd. Hendes hår er langt og gyldenbrunt. Hun er snavset og har kun slidte rester af en kjole på. "Jamen hun har kun været her i et år" hvisker manden som står ved min side. Hans navn er George, han har fire børn og en kone ventene derhjemme. Han savner dem. Han har været fanget her i fem år. Jeg kender ham, han og jeg har arbejdet rigtig godt sammen i minerne. Mariah træder op på scenen hvor to mænd fører hende igennem en dør. Døren ud til friheden...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar