Kaotisk dag

I dag var der så almindelig skolegang igen. Det var en smule underligt. At sidde ned på sin plads ved siden af Jesper. Underligt at se klassekammeraterne igen, selvom vi havde været så 'tæt' sammen i sidste uge, i kantineugen. Jeg syntes der var meget larm og uro. Mere end der plejer. Jeg kunne ikke koncentrere mig og sad hele tiden og skrev på mine papirer eller lavede underlige mønstre. Jeg syntes jeg har været fjern idag og op til flere gange spurgte folk om jeg havde ondt i hovedet/maven eller om jeg var træt. Faktisk følte jeg mig ikke træt, jeg havde heller ikke ondt i maven, kun ondt i øjnene. Men det med øjnene er egentlig blevet en del af hverdagen. Jeg nævner det ikke mere for min mor da hun vil have mig til øjenlæge. Som om jeg gider at gå til øjenlæge fordi jeg har ondt i øjnene.. Jeg skal fandme ik' ha' briller....
Dagen har været kaotisk og sløret. Ja, jeg har vist været ret så langt væk idag.. Jeg kommer hjem og når knap nok at få mit overtøj af før jeg er oppe i et kæmpe skænderi med min mor og far.. Lige det jeg havde brug for efter en træls og kaotisk dag. Så jeg har begravet mig under dynen med 3 bøger og egentlig bare holdt mig for mig selv. Vi har fået afvide at til næste år bliver vores fire 8 klasser (det vil sige vi vil gå i 9 der) at de vil blive lavet til 3 istedet, da der er så mange der flytter til efterskoler osv.. Så til næste år kan jeg være så uheldig at ende i en klasse med umodne drenge og piger der kun tænker på tøj, make-up og alt det der..
Hvis jeg er så uheldig at det sker, flytter jeg skole. Jeg gider det simpelthen ikke. Jeg kan ikke fordrage sådanne piger og drenge. Jeg får lyst til at kværke dem hver gang jeg ser dem, de glor på mig fordi jeg ikke interesere mig for det samme tøj. De hvisker og griner hver gang jeg maser mig forbi dem. Jeg ved squ da godt hvad de tænker og selvom jeg lader som om at det rager mig en skid, så passer det jo ikke. Ingen kan være så følelseskold at de ikke bliver rørt at olme blikke, nedværdige kommentarer og bagtaleri. Jeg bliver sur og ked af det. Jeg får lyst til at vise dem hvad jeg kan, som de ikke kan. Men sandheden er jo, at jeg ikke er bedre end dem. Jeg er ikke smart, jeg har ikke lommen fuld af penge, jeg får ikke en ny mobil hver månede, jeg har aldrig haft en kæreste før, jeg er ikke smuk, jeg aner ikke en skid om mode eller make-up. Jeg vil aldrig kunne nå deres 'niveau'. Og selvom det nemt kan slå mig ned, holde mig vågen hele natten igennem, få mig til at bryde sammen inde på værelset og gøre værre ting. Så ved jeg at jeg er speciel og at der sikkert er nogen ude i verden der har det værre end mig. Jeg er min helt egen og jeg skal bare fortsætte med de og være stolt. For ingen er som jeg, jeg er helt unik!

På genlæs