Endnu en løgn?..

Jeg føler mig ikke tryg mere ved min mor. Hun har ikke gjordt mig noget. Hun har ikke løjet over for mig, af hvad jeg ved?. Jeg har altid stolet på hende. Fortalt hende om mine problemer. Men jeg tør ikke mere. Hun skjuler noget for mig, eller også syntes hun åbenbart ikke det er vigtigt nok, til at fortælle mig om det. Min mor ryger. Hun prøvede at stoppe. Men det endte med at hun var pissesur hele tiden. Mine forældre kom hele tiden op at skændes, hver dag. Selvom de prøvede at 'skjule' det, så havde jeg opdaget det. De troede jeg sov om aftenen. Men nej. Jeg lag inde i sengen, rullet sammen til en kugle, med dynen helt op over hovedet, for at skjule min gråd og holde deres skænderier langt væk. Min mor begyndte at ryge igen. Jeg var lettet, selvom jeg ikke burde være det. Det er jo ikke godt når et menneske ryger, man kan dø af det. Men, jeg kunne bare ikke klare flere skænderier om aftenen.

Juleaften. Jeg har sat mig ind på værelset, imens min mor og far vasker tallerkner og glas. Jeg kan hører at de snakker sammen med min farmor og farfar. Jeg lytter ikke rigtig med på deres samtale, jeg sidder bare på sengen og skriver med nogle venner. Pludselig skifter min mor emne. Jeg aner ikke hvordan de pludselig kom ind på emnet. Min mor fortæller noget om hendes barndom som jeg aldrig har vidst før. Hun fortæller at hun gik til fester næsten hver anden aften, drak sig fuld, flere gange, røg som ung, og endda tog stoffer!. Der sidder jeg, på sengen og igang med at skrive en sms, jeg stivner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. HUN HAR TAGET STOFFER!!? Det har hun aldrig fortalt mig før. Hvorfor siger hun det til min farmor og farfar, når hun aldrig har sagt det til mig?. Hun ved ikke engang at jeg ved det. Jeg har prøvet at spørge hende om hvorfor hun aldrig har sagt det til mig. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Siden juleaften, har jeg haft et underligt forhold til min mor. Nogle ville nok sige at jeg overdriver og at det ikke er så slemt. Men det er heller ikke det at hun har taget stoffer, det er det med at hun aldrig har fortalt mig det. Jeg har haft svært ved at tale sammen med hende. Jeg har følt mig nervøs. Bange for at sige noget.

Også her igår, hvor jeg var henne ved min farmor og farfar. Jeg sidder sammen med min lillesøster og ser tv. Pludselig fortæller min mor om hendes mor. Altså min mormor. (min mormor har været død i snart 10 år, så jeg har ikke rigtig kendt hende. Kun set få billeder af hende. Tænk engang, jeg aner ikke hvad hun hedder?) Min mor fortæller at om aftenen drak min mormor sig fuld. Hver aften, sad hun inde i køkkenet og drak. Og min morfar sagde aldrig noget til min mormor. Han lod hende bare være. Det er som om at jeg slet ikke kender min mors familie mere. Jeg har altid haft denne forestilling om at min mor var den bedste og sødeste mor i verdenen. På de billeder jeg har set af min mormor og de få video'er, virker hun som en enorm sød gammel dame. Hendes hæse stemme, og mange rynker, der klapper mig i håret på min fødselsdag. Da jeg giver hende et knus for de dejlige gaver hun har givet mig. Den gamle dame fra video'erne og den kvinde min mor beskrev, er ikke den samme. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Og den morfar som altid kom med masser af slik hver gang han besøgte os, den morfar som skruede sit høreapperat helt ned for sjovt, hver gang der var noget han ikke gad at høre. Den morfar passer heller ikke til den min mor beskrev. Heller ikke engang min mor passer til den unge pige hun beskrev som sig selv. Det er som om alt det jeg har kendt og elsket ved disse personer, aldrig har fundet sted. Det hele har bare været en stor løgn. Og nu sidder jeg her. Føler mig pisse ensom og fortabt. For hvem har ellers løget overfor mig? Hele min fars familie også?? Er jeg selv også en løgn? Det er lige gået op for mig at det er jeg. Jeg er ikke en skid bedre end min mor. Jeg lyver squ også, jeg fortæller aldrig alting, jeg holder det hellere for mig selv. Jeg kommer i skole, smiler, pjatter og lader som om alt er godt, at verdenen er perfekt. Men indeni skriger jeg til min stemme knækker, jeg græder til der ikke er flere tårer tilbage. Jeg har kvalme, hovedpine og føler mig svimmel. Når nogen spørger om jeg er okay. Smiler jeg bare så godt jeg kan og siger at jeg har det fint. Jeg bruger tit undskyldningen:" Den tid på måneden.." Selvom det f*cking ikke passer. Og folk tror mig, de smiler og siger at det nok går over. Jeg nikker og lader som om jeg har det bedre. Jeg lyver. Jeg fordrejer sandheden. Jeg undlader at fortælle det hele.
Jeg er bare endnu en løgn.